Baggrund

baggrund-1

Baggrund

_

GroundPlug® Biologisk Kystsikring™ kombinerer innovativt ingeniørarbejde med over 100 år gamle kystsikringsmetoder fra Holland og Danmark.

Pil sikrer Hollands overlevelse

_

Biologisk Kystsikring med naturmaterialer  har beskyttet Holland mod oversvømmelse i mere end 100 år. I Holland benytter man sig i udpræget grad af pil til biologisk kystsikring. Udover har man både genopbygger og beskytter de hollandske kyststrækninger med metoden med stor succes, har man endda formået at genvinde land ved at opsætte sandfangende natur-ris kombineret med beplantning med marehalm.

Sandfang med natur-ris

_

De sandfangende natur-ris placeres i rækker op ad skrænten og fungerer som overraskende effektive selvfodrende sandfang. Natur-ris betragtes som ”blød kystsikring” i og med at sandet kan føres tilbage af de ekstra store storme, som naturligt rammer med en årrækkes mellemrum.

Her ses det 1 år gammel biologisk kystsikring, hvor pilebundterne allerede har sikret et 20-30 cm sandlag indenfor rammen. Der er yderligere beplantet med marehalm, som både fastholder sandet og også fungerer som selv-sandfodrende.

baggrund-2

Sandfodring gennem beplantning med marehalm

Kystbeskyttelse med marehalm har, som historieboksen til højre fortæller, været en effektiv metode til tilbage til Christian III’s tid.

Mens pilebundterne virker selv-sandfodrende, bidrager beplantning med marehalm på flere måder til genoprettelse af skrænt og natur.

Som marehalmen gror til, virker denne også selv-sandfodrende og jo mere marehalmen dækkes af sand, jo mere vokser både plante og rodnet.

Rodnettet beskytter skrænten

Rodnettet skaber en modstandsdygtig skrænt, som i langt højere grad er i stand til at modstå kraftige vejrpåvirkninger og erosion.

Attraktiv forstrand

Udover den sandfodrende, styrkende og beskyttende effekt, som marehalmen har på skrænter, bidrager den også til at skabe en æstetisk naturgenoprettelse på skrænten og en attraktiv standstrækning til glæde for de lokale beboere og turismen.

Uddrag: Etnobotanik. Planter i skik og brug, i historien og folkemedicinen, Vagn J. Brøndegaards

SANDDÆMPNING

Man var tidligt klar over, at marehalmens (og hjælmens) meterlangt omkringsøgende ”rødder” (rhizomer) med talrige trævler binder det løse klitsand i stormvejr, hvorfor de naturlige bevoksninger måtte værnes mod kystboernes mejning og oprykning til tækkemateriale, foder m.m. efterleddet i navnet klittag 1588ff. blev tolket ud fra stråenes anvendelse til tækning,1men det kan også betyde ”klittens tag (-bedækning)” eller henføres til verbet tage i betydningen ”gribe fat” (i sandet).

Den første fredningslov med trussel om straf for at oprykke og ødelægge visse klitplanter giver Christian iii i Kolding 15/1 1539. Det forbydes bønderne langs den jyske vestkyst at drage [trække] og slå halm og tag, så at sandet derudover drives på landet og fordærver megen jord, ager og eng. Bestemmelsen gentages og indskærpes 1543, 1548, 1558, den er med i Frederik i’s forordning af 20/10 1569 for bønderne i Vedersø, Nissum, Husby og Staby sogne. 31683 forbyder danske lov (6 – 17 – 29) under hård straf at oprykke og på anden måde ødelægge marehalm, hvideris (pil), sener (kvik eller sandstar), hjælme, sli (hjælmerødder) og torne (sandtorn) på klitterne ud mod Vesterhavet. Loven indskærpes af en forordning 25/11 1720.

En indberetning fra malt herred ultimo 1600-tallet oplyser, at bønderne i lind-knud sogn besår sandflugttruede marker med marehalm og hjælme. Det kgl. Videnskabernes selskab udsatte en prisopgave om råd til sandflugtens bekæmpelse med bestemte planter, og præmien blev 1789 tildelt e. Viborg for af handlingen efterretning om sandvæksternes og deres anvendelse til at dæmpe sandflugten paa Vesterkanten af Jylland (trykt 1788, 71 s.).

I slutningen af 1700-t. sørgede Ulfborgs klitfogeder og opsynsmænd for, at truede klitter om efteråret blev besået med vipper (aks) af hjælme og marehalm og derefter dækket med lyng. nogle steder plantede man to rækker i pløjede render. 1795–96 blev sået ca. 35 tdr. vipper plukket i nærheden, omkring 80 mand arbejdede hermed to–tre dage, og man fortsatte de følgende år indtil 1833.